Stofvalg til dit Hauzfrau Kursus

Åhhh… hvordan vælger jeg stof til min nye kjole ?

Ja, jeg kan godt forstå at du kan blive liiiidt forvirret, når du besøger en stofforretning eller går på nettet, for at finde stof til din drømmekjole… Der er jo oceaner af muligheder…

Du kan derfor altid spørge mig til råds forud for et kursus. Skriv en mail på info@hauzfrau.dk eller send mig en sms på 50701356 – så kan jeg guide dig til en god løsning.

På alle mine kurser får du grundmønster til både fastvævet stof og til strækbart stof. Hermed har du mulighed for at afprøve dit grundmønster til præcis den type stof, som du bedst kan tænke dig at begynde med.

Hermed en lille guide til hvordan du bedst vælger metervare :

Tip nr. 1

Når du skal vælge stof til dit projekt, så husk på at vælge en metervare som du kan lide at røre ved, og som har den udstråling du går og drømmer om. Hos Hauzfrau skal du ikke tænke på, at du skal begynde med at sy en prøvekjole – næ nej – vi går direkte i gang med dit projekt – så giv den gas med et fedt stykke stof.

Tip nr. 2

Tjek altid hængeren på metervaren og kig efter, hvilken komposition varen har. Undgå for mange syntetiske stoffer – vores hud har svært ved at ånde og føle sig tilpas i materialer som polyester, acryl og acryl. Hvorimod naturmaterialer som bomuld, silke, uld og hør er langt rarere at have på kroppen. Hertil kommer de regenererede fibre som er viscose, modal og acetate – disse materialer har egenskaber, som minder om naturfibre og er åndbare og behagelige at have på kroppen.

Tip nr. 3

Hvis du er nybegynder vil jeg råde dig til at vælge stof i ”mellemvægt klassen” for at få en succeshistorie fra starten. De meget tynde og levende metervarer kan give dig lidt besvær og kan hurtigt tage modet fra en sy- novice – – vent med dem til du er mere rutineret. Spørg gerne personalet i forretningen – eller mig – til råds inden du handler, hvis du er i tvivl.

Og uden at det skal blive for langhåret… her et par tommelfingerregler :

Hvis du vil i gang med at sy i fastvævet stof, så kan jeg til en start anbefale bomuld, bomuldssatin, bomuldstwill, bomuldspoplin, hør, hør/bomuldsblanding, viscose, viscose/bomulds blanding, uld – gerne uldgeorgette, forskellige denimtyper.

Hvis du vil sy i strækbare stoffer, så kan jeg anbefale bomuldsjersey med 6% elastane (super god til jerseykjoler), viscosejersey med 6% elastane (bedst til draperede modeller og til kjoler med vidde), jaquardstrikkede metervare (lidt tykkere strækstof – nogle kalder det vinterjersey) isoli og strikstof.

Vil du gerne sy en kjole i fastvævet stof, så vil kjolen, blusen eller nederdelen få det smukkeste look hvis du sætter foer i… ”Åhhh, nej – nu bliver det svæææært Hauzfrau…” Nej da – det klarer du som en leg – når jeg guider dig. MÆN husk at købe acetate foer til dine projekter – det er blødt og føjeligt og tilmed til at ånde i.

Tip nr. 4

”Skal jeg vaske stoffet inden, jeg skal klippe og sy ?”

Hm…. Der er forskellige meninger om den sag. I stofbutikken vil personalet til en hver tid anbefale, at du vasker stoffer inden du klipper. Der er følgende fordele: Stoffet kan nå at krybe inden du sætter saksen i – og stoffet får vasket evt. overskudsfarve ud. Der er følgende mindre fordele: Stoffet bliver krøllet og ruller for enderne – stoffets overflade mister lidt af gløden og i nogle tilfælde, ser stoffet lettere slidt ud, inden du overhovedet er kommet i gang. Personligt vasker jeg sjældent mine metervarer inden jeg syr en kjole – jeg klipper dog lidt ekstra god længde på kjolen, så jeg er sikker på, at der er lidt ekstra at give af, når den bliver sendt til vask. Det er nemlig på længden, at stoffet kryber.

Tip nr. 5

”Hvor meget skal jeg købe ?”

Wooops – det kommer jo helt an på hvilken model du vælger og hvilken størrelse du har ?

MEN – her har du lidt retningslinier… og husk endelig at det altid vil afhænge af, hvor mange detaljer du tænker ind i din model....

Hvis du er str. S-L

Klassisk kjole med  ærme uden vidde i skørtet – køb en kjolelængde + en ærmelængde + 25 cm.

Klassisk kjole uden ærme uden vidde i skørtet – køb en kjolelængde + 25 cm.

Kjole med vidde og med ærme – køb 2x kjolelængde + ærmelængde + 25 cm.

Kjole med vidde uden ærme – køb 2x kjolelængde + 25 cm.

Klassisk Nederdel – køb en nederdelslængde + 25 cm.

Nederdel med vidde – 2x nederdelslængde + 25 cm.

Klassisk bluse med  ærme uden vidde – køb en bluselængde + en ærmelængde + 25 cm.

Klassisk bluse uden ærme (top) uden vidde– køb en bluselængde + 25 cm.

Bluse med vidde og med ærme – køb 2x bluselængde + ærmelængde + 25 cm.

Bluse med vidde uden ærme (top) – køb 2x bluselængde + 25 cm.

Hvis du er str. XL – XXXL

Klassisk kjole med  ærme uden vidde i skørtet – køb 2x kjolelængde + en ærmelængde + 25 cm.

Klassisk kjole uden ærme uden vidde i skørtet – køb 2x kjolelængde + 25 cm.

Kjole med vidde og med ærme – køb 2x kjolelængde + ærmelængde + 25 cm.

Kjole med vidde uden ærme – køb 2x kjolelængde + 25 cm.

Klassisk Nederdel – køb 2x nederdelslængde + 25 cm.

Nederdel med vidde – 2x nederdelslængde + 25 cm.

Klassisk bluse med  ærme uden vidde – køb halvanden bluselængde + en ærmelængde + 25 cm.

Klassisk bluse uden ærme (top) uden vidde– køb halvanden bluselængde + 25 cm.

Bluse med vidde og med ærme – køb 2x bluselængde + ærmelængde + 25 cm.

Bluse med vidde uden ærme (top) – køb 2x bluselængde + 25 cm.

Tip nr. 6

Giv den gas, når du skal afsted for at købe ind til dit projekt. Køb gerne 2 forskellige stykker stof - jeg er nemlig sikker på at du bliver vild med dine nye mønstre og straks gerne vil igang med den næste skønhed efter dit kursus hos Hauzfrau. Køb gerne stof på nettet. Du er altid velkommen til at spørge mig til råds inden du handler - jeg kender de fleste netbutikker med metervarer og jeg kender til kvaliteterne.