Har du prøvet at føle
dig overset ?
Jeg husker det tydeligt...
Hver eneste onsdag i vinterhalvåret var
mareridts-agtigt...
Jeg underviste i syning i en årrække i aftenskolen.
Det er mange år siden.
Hver onsdag pakkede jeg min lille grønne "Derby" (en meget lidt køn og ganske ucharmerende bil) med alskens undervisningsmaterialer og stof til mine kursister.
Entusiasmen fejlede ikke noget på vej afsted til Ryslinge - radioen drønede derudaf - nu skulle den ha´en skalle og jeg skulle simpelthen nå alle de søde damer, så de kunne komme videre med deres projekter.
Men det gik som det plejede...
Fra det øjeblik jeg trådte ind i lokalet til de 15 damer (ja, holdene var altid på mindst 15 deltagere - mange navne - mange ønsker) SÅ begyndte kapløbet og sveden sprang på min pande fra første sekund...
Alle ville gerne igang og meget entusiastisk var pigerne ved at stille deres symaskiner op og indrette sig ved de alt for lave skoleborde, der var til rådighed. Undervisningen foregik tit og ofte i klasselokaler med lidt elendigt udstyr og blinkende lysstofrør i loftet - men jo jo... igang måtte vi...
Og så fløj spørgsmålene ellers gennem rummet :
" Har vi forlængerledninger, Jane ?"
"Har du en symaskinepære, Jane ?"
"Har du stof med til mig,Jane ?"
" Det er vist min tur til at få hjælp først,Jane"
"Hvornår kommer du herover,Jane ?"
"Jeg har glemt tråd - har du noget med,Jane ?"
"Hvorfor skal der lynlås i,Jane ?"
"Min symaskine syr altså SÅ mærkeligt,Jane ?"
"Det her blir´ aaaaldrig pænt, Jane"... (pyh, det var lige med at holde hovedet koldt)
Og det blev ved og ved - og min indre ro blev forvandlet til utilstrækkelighed og frustration. Midt i alt tumulten med at svare alle 15 kvinder på alle deres spørgsmål - blev der pludselig råbt:
"Så har vi altså kaffepause og jeg har bagt..."(og den kage gjorde man da klogt i at smage...)
Og fisme om jeg ikke synes at det var liiidt spild af tid... men det var jo tradition og muligvis også egentlig en del af det samvær, som mange af kursisterne kom for...og respekt for det..
Og det trak altid lidt ud, da der jo ofte skulle fortælles en god historie fra det virkelige liv - et nyt barnebarn (incl. billeder) - en tur til Mallorca (incl. billeder) - en bryllupslagkage (incl. billeder)
Og ting ta´r tid...og skal ta´tid...,
Men
Birthe fik jo aldrig sin bluse færdig - og Jytte nåede kun halvdelen af sin vinterfrakke (håbede på at farven også var moderne til næste sæson) og Berit baksede med knaphullerne og jeg så aldrig det færdige resultat før kurset sluttede i den sæson...
Når aftenen var gået og jeg havde pakket den lille grønne og jeg krumrygget (pga. de alt for lave borde) satte mig ind på det pepitaternede førersæde - så tænkte jeg:
"Der må være en anden måde at gøre det her på"
Alle de her skønne kvinder som SÅ gerne ville sy, måtte føle sig overset og fik i mine øjne reelt ikke helt det ud af kurset, som de betalte for, og som de havde fortjent.
Og for hver sæson der gik blev jeg mere og mere i tvivl om jeg kunne fortsætte som underviser under de vilkår - og så stoppede jeg.
MEN
NU
mange år efter
har jeg opfundet et kursus, som jeg faktisk godt gider at gå på selv...
"Sy din egen Hauzfrau kjole på én dag"
YEARHHHH
De 5 fedeste overskrifter er nok:
Du kan deltage uden af kunne sy i forvejen.
Du får dit helt eget personlige mønster.
Du får råd og vejledning om stil og farver.
Du får designet, klippet og syet din kjole og får den på hjem.
Kurset foregår på én lørdag - 8 timer i streg - og din weekend er stadig åben for hygge med familie eller veninder.
Meeeen det er jo ikke det hele...
Læs meget mere her
Se
det
synes jeg kunne være et interessant kursus for dig
og
jeg lover dig
at du får din kjole på hjem, og du kan flashe den for din mand, din kæreste, din veninde eller for din hund...
Da der kun er 8 deltagere på hvert hold, skal du booke i god tid...
Go girls.
Kh Jane
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.